a n t i o k i a

K U N S T

Antiokia Sørensen

 

Antiokia Sørensen, billedkunstner f. 1976

Bor og arbejder i Hjørring, Nordjylland.

Autodidakt kunstner, desuden uddannet farvehandler

og har arbejdet i faget i ti år.

Udstiller over hele landet, bl.a. på gallerier,

kunstforeninger og udstillinger.

Det har altid været min store passion at skabe og fortælle i billeder.

Når jeg maler, forsvinder jeg ind i min egen verden.

Mit første oliemaleri malede jeg lige efter min konfirmation. Først for nogle år siden tog jeg mod til mig og begyndte at udstille, og siden er det bare gået stærkt.

 

Jeg finder mine motiver i hverdagen. Originale motiver med deres egen stilhed og stemninger. Udspringet er omgivelserne i min hjemegn omkring Hjørring. Fra mit atelier kan jeg blandt andet se til Rubjerg Fyr.

Her i Nordjylland er der højt til himlen, og naturen er tæt på. Ikke to aftenhimler er ens. Det gælder også mine malerier. Hvert maleri har sit eget udtryk, sin egen historie, sit eget liv. Det er umådeligt vigtigt for mig. Jeg kan ikke male det samme igen, fordi det er stemningen og følelsen, det handler om. Naturen giver brændstof til det, der begynder i mine tanker og vokser frem på lærredet.

 

Der er blevet sagt om min billeder, at de er drømmende, lidt mystiske og med kant. Det rammer godt, synes jeg.

 

Først og fremmest er jeg meget påvirket af årstiderne og vejret. Det er mit livs ramme, uanset hvor jeg er. I de rammer opstår inspirationen: Når jeg kigger på mine sønner, mens de leger, når jeg kører forbi et eller andet, der fanger på marken, på vej fra et sted til et andet, når jeg ser en spektakulær solnedgang eller et særligt træ i morgenlyset. Også ganske almindelige hverdagsting, som er der dag ud og dag ind, og som man måske ikke altid lægger mærke til. Det, der får mig til at stoppe op, er ofte det, der ender på mine lærreder.

 

Jeg kan godt lide tomheden og stilheden, så jeg kan få samling på mine egne tanker. Sådanne øjeblikke har alle brug for nogen gange, men de kan være svære at finde. Derfor må man indimellem selv sørge for at tage dem. De øjeblikke holder jeg af at genskabe i mine billeder.

Et element af humor dukker også tit op i mine værker. Det føles rigtigt, når humoren er med. Når der opstår noget på lærredet, som man kan blive lidt trist af, kan noget sjovt og måske uventet bryde indtrykket.

 

Som kunstner ønsker jeg at vække en stemning, så andre kan mærke den følelse, som jeg selv havde i nuet. Mest vil jeg dog gerne male noget, der er smukt. Alle dele skal være gengivet korrekt. Uanset om det er en trehjulet cykel, en sol eller en hest. Ofte bliver jeg inspireret af skønheden i noget, som måske ikke umiddelbart er smukt i alles øjne.

 

Tlf. +45 24919776

  • Instagram - White Circle
  • Facebook Clean